Kvinder i KMR

Det er næppe nogen hemmelighed at de fleste kampsporter er mere beskæftigede af mænd end af kvinder, hvilket man kan forestille sig bunder i de fordomme mange har om kvinders styrke og kampgejst.
Nogle kvinder kan være tilbageholdende ved tanken om at begive sig ud i kampsport, da disse fordomme får dem til at tvivle på om de er stærke nok og kan håndtere at skulle kæmpe mod et andet menneske.

I Kita Matsu Ryu mener vi det, når vi siger der er plads til alle. Og man skal ikke være i klubben ret længe, før man indser at der aldrig var nogen grund til tvivl.

Inden opstart i KMR, har klubbens nuværende kvinder haft en række overvejelser og tanker, relateret til det at være med i en sport, man normalvist ville sidestille med mænd og drengerøve. Vi har også forhørt os ved folk vi kender som stadigvæk har visse bekymringer.
Vi har valgt at samle nogle af dem her, i håb om at vi kan skabe lidt ro og give dig lyst til at komme og prøve at træne med os.

Er jeg stærk nok?
Alle har forskellige udgangspunkter når de starter til KMR, både når det kommer til styrke, kondition og smertetærskel.
Det er vigtigt for os at understrege at vores undervisning arbejder med netop dit udgangspunkt og følger netop din udvikling. Vi ved – for vi har set det før – at uanset dit køn, kan du gennem hårdt arbejde dygtiggøre dig og blive stærkere og mere udholdende, end du nogensinde havde forestillet dig. Desuden er en af de vigtigste ting KMR trækker på fra de japanske traditioner, den disciplin og respekt en dojo rummer. Her hjælper vi hinanden til at lære og blive bedre og der vil aldrig være nogen der kigger skævt til dig, hvis du tager opvarmningen eller træningen i eget tempo, eller hvis du ikke tager den tungeste kettlebell. Vi forstår udviklingen du går igennem og støtter dig fra dag et – allesammen. Du skal selvfølgelig alligevel forberede dig på at blive presset.

Vi vil også gerne tilføje at styrke ikke altid er det der afgør en kamps udfald. Hos KMR – og i det virkelige liv – er teknik og effektivitet grundstenene som skaber fordelagtige forhold i et opgør. Vi kan ikke garantere at det altid vinder kampen – men oddsene øges væsentligt. Af samme årsag har vi alligevel valgt at inkorporere crossfit i klubbens opvarmning. Effektivt selvforsvar hjælpes trods alt godt på vej af god kondi og en proper næve.

PS. Det er altså heller ikke alle mændene der starter ud som Supermænd … 😉

KMRs låseteknikker er gode eksempel på øvelser hvor teknikken er i fokus og styrke er underordnet.

“Jeg får nok bare tæsk, det vil gøre ondt og det kan jeg nok ikke klare”
Vi kan lige så godt være ærlige; vi kan ikke lære effektivt selvforsvar og kampkunst uden at gå lidt til den. Ellers er det jo ikke realistisk og man kan have svært ved at se vigtigheden i det.
Når det så er sagt, går vi altså ikke bare og tæver løs på hinanden og alt vi laver foregår under sikre, kontrollerede og rummelige forhold.
– og så ved vi at du kan mere end du selv tror!

Skulle man være så uheldig at komme ud for et overfald, ville det være smart ikke at knække helt sammen over et spark over skinnebenet. Men hos KMR lærer vi ikke denne smerte, ved at gå og sparke til hinanden dag ud og dag ind som man ellers ser i nogle andre kampsporte. Istedet arbejder vi med at lære vores smertegrænse at kende – i arbejdet med at gøre dette, vil den langsomt, men naturligt, rykke sig.
Når kroppen oplever smerte, lagrer den nemlig følelsen og husker den til en anden gang – og vil derfor være bedre forberedt på den og kunne håndtere den bedre. Vi starter i det små og lagrer mindre impacts og vil senere – når du er klar til det – begynde at intensivere.
Hos os, er det ikke et tegn på svaghed at sige fra, når den man træner overfor for eksempel sparker lidt for hårdt til puden. Tværtimod, er det et tegn på læring og fastsættelse af egne grænser og det hjælper desuden den man træner med, til at lære at kontrollere sine bevægelser og sin kraft.
Respekt er et klart nøgleord i KMR.

Du kan dog ikke forvente at det er smertefrit. Vi kommer hinanden ved og det kan mærkes. Men det er altid kontrolleret og følger din udvikling og dine grænser.

Når det kommer til at tæske løs på hinanden, er svaret meget simpelt. Hos os kan man ikke lære at kravle, før man lærer at gå. Du starter derfor ud med at lære de helt basale teknikker; gå-teknikker, sparke-teknikker, mm, og bliver først introduceret til fri-kamp, når klubben mener du er klar. Med andre ord, går vi ikke og tæver hinanden, men arbejder med teknik, kontrol og præcision. Og når vi senere hen introducerer fri-kamp, er det med beskyttelse og under kontrollerede forhold.

Kort sagt: Du skal ikke være bange for at det gør ondt, for i KMR lærer du at kende til og håndtere din smerte.

“Kampsport er for mænd og jeg vil ikke være ene kvinde”
Ikke sandt!

Vi er på nuværende tidspunkt fire top-seje kvinder som er vilde med KMR og meget gerne vil have dig med også!
Vi kommer fra vidt forskellige baggrunde og har haft meget forskellige udgangspunkter til vores træning og vi er derfor sikre på at du ikke er alene i de overvejelser du kan have.

Konklusionen er: kom og prøv! Vi glæder os til at se dig.
Og har du spørgsmål om hvad som helst, så find ud af hvordan du får fat i os her. Vi er altid klar på en snak.